Om Kristine

Om Kristine

Hvem er jeg?

Jeg ønsker at leve et liv, hvor jeg føler mig fri og i udvikling og forandring.

For mere end 20 år siden gik jeg ind ad døren hos en psykoterapeut, som stillede spørgsmål til mig, der ændrede mit liv – til det bedre. Det føltes som om, at lyset i mig blev tændt og hjalp mig med at forstå mig selv, hvad jeg kom fra og hvordan det havde påvirket mig og gjort mig både stærk og sårbar. 

Jeg opdagede, at jeg som mange andre, ikke var helt klar over hvad jeg egentlig ønskede mig i livet og hvem jeg var som menneske, hvis ikke jeg skulle definere mig selv ud fra mit arbejde. Mit liv var meget præget af de valg og fravalg, som jeg havde taget uden en klar forståelse af hvor meget jeg var påvirket af min families normer, kultur, vaner, muligheder osv. Min barndom var på mange måder tryg og priviligeret, men repræsenterede også en ramme, som jeg havde lært mig at tilpasse efter. Selvom jeg var en meget voksen og ansvarsfuld kvinde kunne jeg nu se at jeg ikke var bevidst om ansvaret for mit eget livsindhold. Det var både en byrde og en befrielse at erfare, at det eksistentielle ansvar og de valg, som fulgte (følger) med, var mit alene og ikke længere i hænderne på mine forældre, lærere eller andre voksne.

Denne erfaring har krævet aflæring for igen og igen at begribe hvad dette ansvar indebærer.

Det blev starten på et nyt liv med større og mindre synlige ændringer i mig. Det jeg laver i dag er langt fra det, som jeg oprindeligt uddannede mig til. I 1996 blev jeg færdig som humanbiolog fra Københavns Universitet. Efterfølgende arbejdede jeg godt 15 år i medicinalindustrien. Mit arbejdsliv var præget af mange tilsyneladende spændende opgaver, dygtige kolleger og rejser, og utrolig lange arbejdsdage, følelser af pligt og fastlåshed i hverdagens trædemølle. Jeg havde et velbetalt og ambitiøst lederjob, men jeg følte sjældent glæde, overskud, begejstring og meningsfylde i mit arbejdsliv. Jeg havde ikke overskuddet eller indsigten i hvad jeg ellers skulle lave – og vigtigst af alt heller ikke modet til at lytte til og gå efter det jeg drømte om.

I dag arbejder jeg primært med ledelse- og organisationsudvikling og tilbyder desuden individuelle forløb samt heldags workshop med The Transformation Game. 

Min faglige ballast

Jeg er oprindelig uddannet humanbiolog fra Københavns Universitet i 1996. Den uddannelse blev mit adgangskort til mit første job i medicinal industrien. Jeg oplevede hurtigt min interesse for mine kolleger/medarbejdere dvs. menneskene i organisationen – deres udvikling, motivation, udfordringer med samarbejde, job-life balance, trivsel osv. Jeg blev projektleder og personaleleder og videreuddannede mig som psykoterapeut (2006, Psykoterapeutisk Institut) og sidenhen som leder (2012, Diplom i ledelse fra DTU Diplom). Senere blev jeg også optaget af at forstå hvorfor og hvordan mange – rigtig mange – desværre fortsat oplever i større eller mindre grad at blive syge af stress, angst og depressioner. Jeg tog derfor en stresscoachuddannelse i 2015 (Matzau erhverspsykologer) for at få en større faglig indsigt på det område. Alle forløb har understøttet min proces med at komme hjem i mig selv og finde ro og hvile og rumme hele min talentkerne. 

Jeg er også:

En kvinde på 55 år, mor til to teenagere Rebecca og Oskar. Jeg bor i en skæv villalejlighed i Brønshøj med en dejlig frodig have. Jeg elsker at være i naturen og gå lange ture med min hund. At udfolde mig kreativt er vigtigt for at skabe en balance mellem krop og sind. Jeg lytter meget til lydbøger og podcast. Jeg elsker nærværende og dybe samtaler med min familie og venner.